Nordjysk entreprenør bygger stort i Gellerup
Nordjyske A. Enggaard skal opføre 40.000 meter stort projekt i Gellerup i Aarhus.
Det er en stor ordre, der er løbet ind hos den nordjyske entreprenørvirksomhed A. Enggaard. Virksomheden A. Enggaard har vundet udbuddet om opførelse af en ny, stor kommunal administrationsbygning til Aarhus Kommune i Gellerupparken. Bygningen skal huse både Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø og Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse under Aarhus Kommune samt Lokalpolitiet. I alt får knap 1.000 medarbejdere sin daglige gang i bygningen, der bliver en af kommunes største:
- Vi er meget tilfredse med at have vundet kontrakten. Byomdannelsen af Gellerupparken er et spændende og meget særligt projekt, og vi glæder os til at komme i gang med arbejdet, siger direktør Asger Enggaard fra A. Enggaard.
- Vi er godt repræsenteret i Aarhus og glade for nu at kunne udbygge vores tilstedeværelse, siger han, idet han blandt andet henviser til virksomhedens igangværende udvikling af Ceres-grunden i den centrale del af Aarhus.
Projektet for Aarhus Kommune er et såkaldt Offentligt Privat Samarbejde - også kaldet OPS. Det indebærer blandt andet, at A. Enggaard både skal stå for opførsel af bygningen samt drift og vedligehold i 15 år, herunder indvendig og udvendig vedligehold, kantinedrift, rengøring mv.
A. Enggaard har stået for flere lignende projekter de seneste år og opfører i øjeblikket et af Danmarks største OPP-projekter (Offentligt Privat Partnerskab) for Bygningsstyrelsen på Kalvebod Brygge i København. A. Enggaard har også stået bag OPP-byggerier som blandt andet Vestre Landsret i Viborg og en ny hovedpolitistation i Holstebro:
- Vi er i øjeblikket en af de markedsledende aktører inden for OPP- og OPS-projekter i Danmark, og det er vi naturligvis glade for at kunne understrege med dette projekt, fortsætter han.
Den samlede kontraktsum på byggeriet i Aarhus er på 675 millioner kroner. Bygningen bliver på ikke mindre end 40.000 kvadratmeter inkl. parkeringskælder og er en del af et større byomdannelsesprojekt. I 2011 lancerede Aarhus Kommune i samarbejde med Brabrand Boligforening en såkaldt helhedsplan, der skal gøre området Gellerupparken/Toveshøj mere attraktivt ved at skabe en bydel, der også vil trække andre end lokalområdets umiddelbare beboere til med grønne uderum, boliger, institutioner, erhverv og arbejdspladser.
Størrelse: 40.000 kvadratmeter inkl. parkeringskælder
Kontraktsum: 675 millioner kroner
Bygherre: Aarhus Kommune
OPS-leverandør: A. Enggaard A/S
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Niras
Drift (15 år): Caverion