I en lille stue i Sandholmlejren sidder en psykisk nedbrudt kvinde med sine tre børn og sin mand. I to et halvt år har de ventet på at deres asylsag bliver afgjort. Manden er den eneste der orker at fortælle under den forudsætning at han får lov at være anonym.

- Støvring er det eneste sted for mig og min familie i Danmark. Min ældste datter, har sin skole sine venner derovre. Det betyder alt, siger den anonyme far.

For ti år siden fik familien fra Kosovo midlertidig asyl og bosatte sig i Støvring. Da der blev fred på Balkan blev familien bedt om at rejse tilbage. Men familien mener ikke det er sikkert at vende hjem, fordi manden er fra Kosovo og hun er fra Montenegro. Mens ankesagen behandles bliver hele familien anbragt i Sandholmlejren - her har de nu siddet i to et halvt år.

- Det var bedre for mig, hvis jeg var død. Det er svært at acceptere at forlade lejligheden, forlade min arbejdsplads og at min pige ikke må gå i skole.

I Støvring arbejdede manden i byens gårdbutik. Her er hans tidligere arbejdsgiver er harm.

- Hvis jeg havde behandlet mine heste, som myndighederne behandler dem (familien, red.), så ville jeg blive dømt for dyremishandling. Hvad laver de i sandholmlejren? Det er helt forkert og umenneskeligt. De har en god lejlighed i Støvring. De forlod alle deres møbler, da de blev hentet af politiet, siger Jens Juul, der ejer gårdbutikken i Støvring.

Efter hårdt pres vil regeringen nu lade afviste asylansøgere flytte ud af sandholmlejeren mens de venter. Et løfte der kommer to et halvt år for sent for familien.

- Jeg tror ikke de kan holde psykisk til at blive flyttet en gang til. De venter bare på at få lov til at blive eller blive sendt ud af landet, siger Jens Juul.