Nordjysk formand: Bech Poulsen traf den rigtige beslutning
Foto: Anders Christian Rasmussen
Lisbeth Bech Poulsen forlod ikke alene DGI-byen i København efter SF's krisemøde i aftes. Hun forlod også posten som politisk ordfører og finansordfører. Og det er den helt rigtige beslutning, mener Allan Norré Pedersen, formand for SF i Nordjylland, hvor hun er valgt. Det fortæller DR Nordjylland.
- Som politisk ordfører er din fornemmeste opgave at forsvare partiets politik, og det har Lisbeth gjort til fulde. Jeg har godt været klar over Lisbeths betænkeligheder ved det her, og vi har også snakket om det. Så jeg er glad for den beslutning, hun har truffet, for det er den helt rigtige, siger Allan Norré Pedersen.
Efter krisemødet sent i aftes fortalte Lisbeth Bech Poulsen, at hun så sig nødsaget til at trække sig fra sine ordførerposter.
- Som finansordfører og politisk ordfører har jeg udfyldt den rolle, som jeg synes, jeg skulle, for at lette presset fra vores formand og give landsledelsen mulighed for at træffe en beslutning. Jeg har ikke ønsket den beslutning, og det synes jeg, jeg må tage konsekvensen af, sagde Lisbeth Bech Poulsen efter mødet.
Allan Norré Pedersen medgiver, at Lisbeth Bech Poulsen dermed sætter sig uden for indflydelse.
- Men spørgsmålet er, om vi ikke allerede har gjort det som parti ved at gå med til den her aftale, siger han.
Den nordjyske partiformand kan trods sin modstand mod salget af Dong-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs fortsat godt se sig selv som medlem af SF.
- Men det er ikke ultimativt for mig at fortsætte i regeringen. Det handler om at få genskabt et troværdigt SF over for os selv og over for vores vælgere, siger Allan Norré Pedersen.
Johannes Andersen, samfundsforsker ved Aalborg Universitet, mener at Lisbeth Bech Poulsens karriere i SF nu bliver marginaliseret - i hvert fald under den nuværende ledelse.
- Nu ved vi ikke, hvordan hun vil stemme, for jeg kan forestille mig at hun vil stemme for og dermed støtte SF - og det vil ikke lægge op til at hun bliver ekskluderet. Men hun vil i hvert fald blive klart marginaliseret i SF, og der vil være mange i hendes bagland, som nu opfatter hende som symbol på at hun vælger den rigtige holdning, i en situation hvor SF burde have valgt en anden politisk kurs, siger Johannes Andersen.