Over fem mio. sygedage om året skyldes smerter i lænden. I gennemsnit er hver person på arbejdsmarkedet sygemeldt med disse lænderygsmerter to dage om året. Kun i ganske få tilfælde skyldes det alvorlig sygdom eller skader, som kræver behandling på sygehuset.

Alligevel henvises mange af disse patienter til videre behandling på sygehuset, for eksempel til røntgen eller MR-scanning. Dels er denne praksis ressourcekrævende, og dels er det oftest ikke det bedste for patienten, som også risikerer at blive sygeliggjort unødigt eller få trukket sit sygdomsforløb ud.

– De fleste aner slet ikke, hvor almindeligt det er. Smerter er en del af at leve, men tidsånden er, at det ikke må gøre ondt. Hele 80 pct. af befolkningen får på et tidspunkt i livet rygsmerter, fortæller fysioterapeut og ph.d. Allan Riis, Aalborg Universitet.  

Han har lige forsvaret sit ph.d.-projekt om dette emne, en forskning, der er udført i samarbejde med forskere og planlæggere i Region Nordjylland, og resultatet er, at man kan halvere antallet af henvisninger fra egen læge til sygehus og i stedet giver de praktiserende læger redskaber til  at hjælpe patienten i praksis, nemlig dels et værktøj som kunne hjælpe dem med at reflektere over deres egen praksis på området, og dels et værktøj, som gav dem et pejlemærke for den enkelte patients situation.

- Patienterne har bedre prognoser, hvis de er fysisk aktive og fokuserer på, hvad de selv kan gøre. Mange holder op med at foretage sig ting, når de har ondt i lænden. De begrænser sig selv, og det er slet ikke godt. Hvis man i stedet er aktiv, vil det i langt de fleste tilfælde komme til at gå meget bedre, siger Allan Riis.

Hvad der umiddelbart virker som en gevinst for alle parter, var imidlertid ikke en populær løsning, når man spurgte patienterne, for mindre behandling og en opfordring om selv at være aktiv er ikke en populær besked, lyder erfaringen fra det nordjyske forskningsprojekt.

- Der er høje forventninger til sundhedsvæsenet om både hurtig og meget behandling. Det er sådan, vi ofte karakteriserer et positivt møde med sundhedsvæsenet. Men finten er, at det faktisk
slet ikke ville være en positiv ting for disse mennesker. Man har ofte bedre prognoser, hvis man får mindre behandling. Det er bare rigtig svært at forklare patienterne, siger Allan Riis.