Nordjysk fragtfirma udfordrer PostNord: Vil bringe breve ud til nordjyderne
Det nordjyske fragtfirma Coolrunner ønsker, at staten sender befordringspligten i udbud, så virksomheden får mulighed for at distribuere nordjydernes breve.
Efter coronaens indtog har danskerne bestilt varer på nettet som aldrig før, og hver dag bliver der sendt tusindvis af pakker rundt i Danmark. Blandt andet af firmaet Coolrunner i Nørresundby, og her tror man også på, at der kan komme et boom i antallet af fysiske breve.
- Vi tror, at vi kan øge brevmængden betragteligt, siger Per Imer, der er direktør i Coolrunner.
Vil tilbyde en bedre kundeoplevelse
I 2009 sendte danskerne 985 millioner breve, mens antallet i 2018 var faldet til 265 millioner breve. Siden da er udviklingen kun fortsat nedad.
- Vi ønsker at behandle brevene på samme måde, som vi behandler pakker, og det kommer til at give en markant bedre kundeoplevelse, mener Per Imer.
Derfor er fragtfirmaet klar til at udfordre PostNord på brevsiden og uddele breve til de nordjyske husstande - endda uden tilskud fra staten.
Befordringspligt står i vejen for planer
I første omgang har Per Imer taget kontakt til transportminister Benny Engelbrecht (S), fordi den såkaldte befordringspligt står i vejen for direktørens planer.
Hvad er befordringspligten?
PostNord skal som befordringspligtig virksomhed sikre danskerne et landsækkende net af postkasser og postbetjeningsenheder til indsamling og udlevering af følgende type forsendelser:
- Breve under 2 kg.
- Adresserede dag-, uge- og månedsbade
- Pakker med og uden omdeling under 20 kg.
- Rekommanderede forsendelser og værdiforsendelser
- Forsendelser fra udlandet
- Forsendelser til udlandet, Færøerne og Grønland
- Gratis befordring af blindeforsendelser (under 7 kg.)
I Nordjylland bliver der årligt distribueret 23 millioner breve.
Per Imer erkender, der ikke er noget i vejen for, Coolrunner kunne gå i gang med udbringning af breve under de nuværende betingelser, men det er ikke tilstrækkeligt for at give et reelt billede af, om brevudbringning kan moderniseres.
- Vi bliver nødt til at have en vis volumen for at kunne vise, det kan lade sig gøre, og her er Nordjylland et fint område at køre en forsøgsordning i. Men vi skal have befordringspligten, for det kan give mening, siger han.
- Beklageligt at brevmarkedet sygner hen
Coolrunner-direktøren synes, det er beklageligt, at det danske brevmarked er faldet så meget de senere år, uden der bliver gjort noget for at bremse nedgangen.
- Og det er i virkeligheden en diskussion om det, jeg synes, vi har brug for, siger Per Imer, der dog fastholder, at det med Coolrunners model kan lade sig gøre at drive brevuddeling uden offentligt tilskud.
Han foreslår derfor, at politikerne sender befordringspligten i udbud i alle landets regioner.
Både Venstres og Dansk Folkepartis transportordførere siger til mediet Finans, at de er åbne over for at gentænke befordringspligten.