Nordjysk hest til derby
Foto: Michael Kragmann
Den nordjyske trav-træner Peter Jensen har på otte måneder gjort komet-karriere i dansk trav-sport. I weekenden står han over for den hidtil største udfordring, når han skal deltage i det legendariske danske trav-derby.
Siden årsskiftet har Peter Jensens heste løbet intet mindre end 42 sejre hjem, men weekendens løb er noget helt specielt.
- Det er det største. Som fodboldspiller er der VM og Champions League. Det her er den nationale Champions League, vi kører, og det at en hest kun har en chance i sit liv, der gør også, at intensiteten er helt speciel omkring derbyet, siger Peter Jensen.
Peter Jensen har to heste med til Charlottenlund, hvor der er intet mindre end 600.000 kroner til vinderen. Selv mener Peter Jensen ikke, at hans hest Tango Vang er favorit, men rollen som outsider passer den nordjyske træner godt.
- Jeg er jo ydmyg og nordjysk, så jeg er glad for, at vi er med. Men hvis nogen af de andre dummer sig, så kan det godt være, at vi kan drille dem lidt til sidst, siger Peter Jensen.