Nordjysk kokke-nedtur

Den nordjyske kok fra Svinkløv Badehotel, Kenneth Hansen var på forhånd udset som en af favoritterne, da der onsdag blev kæmpet ved VM for kokke, men det hele endte med en nordjysk nedtur.

I den franske by Lyon blev der onsdag konkurreret i gastronomi på højt niveau, da der blev afholdt VM for kokke.

Her var den danske deltager Kenneth Hansen, der til dagligt er kok på Svinkløv Badehotel. Og efter flere timers madlavning, stress og kælen for detaljen, så endte Kenneth Hansen på en lidt skuffende 6. plads.

- Jeg er rigtig, rigtig skuffet, men vi lavede en del småfejl i løbet af dagen og med det niveau, der har været i år, så bliver den slags straffet benhårdt. Det var generelt en masse småfejl, nogle finjusteringer og sådan, siger Kenneth Hansen til Ritzau.

Vinderen blev den norske kok, Ørjan Johannessen, der dermed blev den femte nordmand, der vinder prisen. De efterfølgende pladser på podiet blev indtaget af USA på andenpladsen og Sverige på tredjepladsen.

- Det er et enormt pres at konkurrere ved Bocuse d'Or, og det er små detaljer, der afgør, om du kommer helt til tops. Kenneth og hans team leverede en flot præstation, men manglede i år det sidste for at nå en plads på podiet, fortæller HORESTAs formand Jens Zimmer Christensen, der fulgte finalen på tæt hold sammen med den øvrige danske delegation i Lyon.


Seneste nyt

fra Nordjylland