Nordjysk kvinde hjælper udsatte

En 65-årig kvinde fra Tylstrup bruger størstedelen af sin fritid på at hjælpe nordjyder, der trænger til det.

Kirsten Carlsen har oprettet Facebook-gruppen 'En Håndsrækning'. Gennem gruppen skaffer hun møbler, tøj og lignende fra gavmilde mennesker, som hun giver videre til udsatte nordjyder.

- Det er mest udsatte, vi går efter. Dem som ikke har noget til dagen og vejen, siger Kirsten Carlsen

Facebook-gruppen har trods sin unge alder allerede stor succes, og Kirsten har rigtig travlt. Nogle gange kommer hun hjem til flere sække med tøj uden for døren, som nogle har doneret. Faktisk har hun nu fået så mange donationer, at hun har været nødt til at sætte dem i en lagerhal. Der er ikke mere plads derhjemme.

Kirsten Carlsen er ikke alene om alt arbejdet. Hun har syv hjælpere, som hjælper med at samle donationerne ind og administrere facebookgruppen. En af dem er Annemette Larsen, der er frivillig hjælper udover sit normale arbejde. Selvom det er hårdt arbejde, holdet glæden fra dem Annemette hjælper hende i gang.

- De fleste skriver tilbage, hvor taknemmelige de er, og man kan også nogle gange få en privatbesked med, at de for eksempel har trukket den nyfødte i en af sættene. Det er jo noget der varmer, at det er taget i brug, siger Annemette Larsen.

Lagerhallen, som Kirsten har fyldt op, skal bruges til at holde åbent hus hver fjortende dag, så dem, der har brug for hjælp, kan komme og hente, hvad de behøver.


Seneste nyt

fra Nordjylland