Nordjysk paralympisk mester: Rart med en afklaring
Foto: Sergio Moraes / Scanpix
Den nordjyske paralympisk mester i parabordtennis Peter Rosenmeier fra Hadsund synes, at det er en rigtig beslutning at udskyde de Paralympiske Lege.
Kort efter IOC’s udsættelse af de Olympiske Lege i Tokyo kom meldingen om, at også de Paralympiske Lege samme sted udsættes. Nordjysk atlet bakker op om beslutningen.
Både atleter og den danske PL-stab har i takt med den forværrede sundhedssituation verden over ventet på en udmelding omkring de Paralympiske Lege, og med udsættelsen afløses uvisheden nu af en form for lettelse, fortæller nordjyske Peter Rosenmeier, der er regerende paralympisk mester i parabordtennis.
- Det er først og fremmest rart, at der nu er en afklaring. Det her limboland, vi har stået i de sidste to-tre uger, har virkelig været underligt at agere i, lyder det fra Peter Rosenmeier i en pressemeddelelse.
Kommer ikke som noget chok
- Det er jo ikke på nogen måde uventet. De sidste par uger har man jo godt kunnet se, hvilken vej det ville gå. Jeg synes, det er den helt rigtige beslutning set med atletbriller. Nu er jeg jo allerede selv kvalificeret, men det er der jo mange af mine kolleger, der ikke er, fortæller Peter Rosenmeier, der har været med ved de Paralympiske Lege (PL) siden Athen i 2004 og både er regerende paralympisk mester, europa- og verdensmester.
Masser af ubesvarede spørgsmål
Der er endnu ikke klarhed over, hvad udskydelsen af PL får af betydning for den danske delegation, atleternes kvalifikationsmuligheder med mere.
- Vi bakker fuldt ud op om beslutningen. En udskydelse af de Paralympiske Lege betyder, at atleterne får de mest fair betingelser, når de skal i konkurrence. Det er en ny situation, vi står i lige nu, og der er mange ubesvarede spørgsmål. Det er en usikkerhed, vi må leve med lidt endnu, udtaler Nicklas Bjaaland, der er Chef de Mission for den danske paralympiske delegation.
De Paralympiske Lege er ligesom OL udskudt til 2021, men det er uvist, hvornår legene gennemføres.