Nordjysk politiker med første lovforslag: Vil hæve priserne på cigaretter
Fredag stillede det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen sit første lovforslag i Folketinget.
Per Larsen (K) blev for første gang valgt ind i Folketinget ved det seneste valg. Nu har den nordjyske politiker nået en milepæl i sin politiske karriere.
- Det er første gang, jeg selv har et forslag, jeg har stillet og udarbejdet. Så det er rigtig stort, det glæder jeg mig til. Når man selv har lavet et forslag, der skal til behandling, er man lidt spændt på, hvordan det bliver modtaget, siger Per Larsen.
Per Larsen har flere ordførerposter for de konservative og tager sig blandt andet af sundhed- og ældreområdet. Fredag stillede han et forslag om at hæve prisen på en cigaretpakke til 60 kroner.
Prisen på cigaretter har vakt stor debat blandt partierne på Christiansborg, hvor der er meget uenighed om, hvor meget prisen skal hæves. Socialdemokratiet og regeringen vil gerne hæve priserne med fem kroner de næste to år, så den i 2020 ligger på 50 kroner. Andre partier vil sætte prisen endnu længere op.
- Alle undersøgelser viser, at når vi sætter priserne på cigaretter op, er der færre børn og unge, der begynder at ryge. Så vi skal have sat prisen op så meget som muligt, siger Per Larsen.
Efter Per Larsens forslag fredag blev førstebehandlet i folketingssalen, skal det nu diskuteres i Folketingets Sundheds- og ældreudvalget, inden det skal andenbehandles i Folketinget.