Nordjysk pris til Ghita Nørby

Aalborg Kongres og Kultur Center gav i dag den såkaldte Harlekin Pris til skuespillerinden Ghita Nørby. 

"Vor tids største diva". Sådan beskrives skuespillerinden Ghita Nørby i begrundelsen for, hvorfor hun torsdag skulle tildeles Harlekin Prisen 2011 i Aalborg Kultur og Kongres Center.

Harlekin Prisens er siden 2003 givet til en dansk skuespiller, og i år var valget faldt på Ghita Nørby. Det var Aalborg Kongres & Kultur Centers direktør, Ernst Trillingsgaard, der overrakte prisen til Ghita Nørby:

-  Hun er vores tids største diva. Og det er ikke noget, man kan sige om alle og enhver. Hun har talent og udstråling, og så sætter hun altid kvaliteten højere end populariteten, siger han. 

76-årige Ghita Nørby har et CV så blændende, at de fleste skuespillere har svært ved at gøre hende kunsten efter. Hun blev uddannet fra Det Kongelige Teater i 1955, hvor hun i mange år har været tilknyttet og haft sin daglige gang. De fleste kender hende også fra filmverdenen, hvor hun har haft hovedroller i storfilm som "Baronessen fra Benzintanken", hvor hun spillede drengepigen, der oprindelig var født baronesse, og som den skrappe Regitze i "Dansen med Regitze". 

I 1950'er til 1960'erne indspillede hun ikke mindre end cirka 40 spillefilm. Ghita Nørby har modtaget adskillige priser og udmærkelser, blandt andet Hædersprisen ved Reumert-prisuddelingen i 2003, og medaljen Ingenio et Arti af Dronning Margrethe i 2006. Men hun bliver aldrig træt af at modtage priser:  

- Det betyder jo, at der er nogen, der er glade for det, man laver. Og det er jeg altid taknemmelig for, siger hun.

Harlekin Prisen er tidligere tildelt Frits Helmuth (2003), Lisbet Dahl (2004), Ulf Pilgaard (2005), Søren Østergaard (2006), Kurt Ravn (2007) Niels Olsen (2008) Malene Schwartz (2009) og Susse Wold (2010). 

Se indslag fra prisoverrækkelsen torsdag aften i TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland