Nordjysk racerkører vinder belgisk mesterskab i ny bil
Ulrik Linnemann til belgisk mesterskab i sin nye SuperCar, en WV Polo med 600 hestekræfter.
Den nordjyske racerkører Ulrik Linnemann tog sejren i sin debut i kongeklassen i Rallycross ved det belgiske mesterskab i en nyindkøbt SuperCar.
Forventningerne var små, da den nordjyske rallycross-kører Ulrik Linnemann og teamet kørte mod Belgien i fredags. Flere stjerner fra VM-serien havde nemlig også tilmeldt sig denne afdeling af det belgiske mesterskab for at træne inden sæsonen.
- Mine forventninger til løbet var ikke særlig høje, fordi det er første gang i den nye bil. Det er et stort spring fra en bil med forhjulstræk og 220 hestekræfter til en firhjulstrukken bil med 560 hestekræfter, så derfor skal både jeg og teamet lære nye ting, siger Ulrik Linnemann i en pressemeddelelse.
Den nye bil, som Ulrik LInnemann omtaler, er en VW Polo med 600 hestekræfter. Selv var Ulrik Linnemann med i løbet for at træne, inden han deltager ved Europamesterskabet i sin nyindkøbte SuperCar.
Uventet sejr
Efter de indledende heats lå det danske team på en 2. plads lige i hælene på Andreas Bakkerud, som er en af stjernerne fra det prestigefyldte verdensmesterskab. Andreas Bakkerud har stor erfaring og kører i denne sæson hos et Audi fabriksteam, så derfor var han storfavoritten til at tage guldet til dette træningsløb.
Ulrik kørte hele weekenden hurtigere end flere andre kørere fra EM-feltet herimellem Derek Tohill fra Irland, som fik en 7. plads i Europamesterskabet i 2017.
I finalen var der tumult i første sving, men Ulrik Linnemann fik lagt sig på en sikker plads til sølvet. Andreas Bakkerud udgik på den sidste omgang grundet problemer med bilen og Ulrik løb med 1. pladsen.
- Det var sjovt at have en VM-kører at måle sig med. Mine omgangstider var utrolig tætte på hans, så det bliver spændende at se, hvordan jeg kan placere mig i EM-feltet, siger Ulrik Linnemann.
Ulrik er meget tilfreds med den nyindkøbte racerbil og er klar til den første afdeling i Europamesterskabet, som løber af stablen den 14. april i Spanien.
Ulrik Linnemann har de seneste syv år lagt i top 5 i Europamesterskabet i den mindste klasse, Super1600.