Nordjysk råmælk-creme klar
Den forskningsbaserede virksomhed Nanoko A/S i Aalborg er klar med sit første produkt og forbereder sig samtidig på eksport. Selskabet lancerer en creme, baseret på råmælk fra køer.
Det skriver Børsen.
Cremen fra Nanoko lindrer kløe og viser gode resultater hos folk med hudproblemer som eksempelvis psoriasis og eksem. Flere produkter er på trapperne.
- Vi forventer en millionomsætning i kølvandet på den første lancering af produkter. Det er svært at sige, hvilke forventninger vi har til salget. Det afhænger både af efterspørgslen og ikke mindst produktionen, men der er en klar indikation i markedet om, at produkterne er efterspurgte, siger Pia Lykke Bertelsen, der er direktør for selskabet til Børsen.
Afhjælper mange hudproblemer
Oprindeligt var planen at udvikle råmælk til ingredienser i kosmetiske produkter. I dag er virksomheden på vej mod en tilværelse som både udvikler og cremeproducent.
- Det viste sig, at råmælken kunne afhjælpe mange hudproblemer, og vi besluttede, at vi så selv skulle bestemme, hvad der, ud over mælken, skulle i cremerne, siger Pia Lykke Bertelsen.
Gelé til hovedbunden
Råmælk er den aktive ingrediens i produkterne fra Nanoko. Den har vist sig at have så mange egenskaber, at den kan anvendes i en række forskellige produkter. Den nordjyske virksomhed er derfor klar med en håndfuld nye produkter i første lancering. Plejeserien får navnet "Vilact".
- Vi er snart klar med en hudgelé, som kan anvendes eksempelvis i hårbunden, hvor mange psoriasispatienter oplever store problemer, folarer Pia Lykke Bertelsen.
http://www.tv2nord.dk/default.asp?PageID=4&ProgrammePartID=102902&ProgrammeDate=30-04-2007&Start=00:06:04&Duration=00:01:52&FileName=300407.wmv" title="NET-TV">Se tidligere indslag om cremen