Nordjysk sosu-hjælper hædret med Velfærdspris: - Jeg er bare glad for at kunne hjælpe andre mennesker
Thomasia Pedersen er så god til sit job som social- og sundhedshjælper, at hun nu er kåret til et af Danmarks største velfærdstalenter. Foto: Stefan Kjærgaard
Thomasia Pedersen er så god til sit job som social- og sundhedshjælper, at hun nu er kåret til et af Danmarks største velfærdstalenter.
Det kræver både stor faglighed og menneskelig omsorg at passe godt på andre mennesker på et plejehjem.
27-årige Thomasia Pedersen har begge dele.
Derfor bliver hun nu kåret som et af Danmarks største Velfærdstalenter under 35 år – en pris, hun og 99 andre social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter samt pædagogmedhjælpere er modtager fra pensionskoncernen PenSam og FOA Ungdom.
13 af prisvinderne er fra Nordjylland. Og her er social- og sundhedshjælper på Plejecenter Nord i Hanstholm Thomasia Pedersen altså én af dem.
- Jeg blev da glad for at blive anerkendt. Jeg gør en indsats – det gør vi alle sammen - men at jeg så bliver valgt, det kom nok lidt bag på mig, siger hun.
Leder af Plejecentre Nord, Inger-Lise Petersen, er til daglig chef for Thomasias. Hun var den, der i sin tid indstillede hende til prisen.
- Thomasia kan faktisk mange ting. For det første er hun fagligt rigtig stærk, men hun er også rigtig stærk til at danne relationer og skabe nærvær med sine beboere. Hun er god til at have overblik, og når man har det, er man også med til at skabe ro, siger lederen.
Selv om Thomasia Pedersen er stolt over at modtage prisen, er hun mest af alt blot glad for sit arbejde.
- De er i gode hænder, fordi jeg vil det her så meget. Jeg vil hjælpe dem, og så giver det mig selvfølgelig også glæde at se dem være glade over, at nogle gider hjælpe dem, siger hun.
Også beboerne på Plejecenter Nord har et nært forhold til Thomasia, der med sit lyse sind og optimisme lyser op på gangene.
- Hun kan det hele. Hun er glad, og det sætter jeg pris på. Så bliver det hele ikke så surt, siger 82-årige Ingrid Sørensen.
Prisuddeler: Vi vil hylde dem, der gør en forskel
Det er pensionsselskabet PenSam, der sammen med FOA Ungdom står bag prisuddelingen.
Her mener adm. direktør Torsten Fels, at det er på sin plads at hylde de unge.
- I PenSam er vi stolte af vores kunder, fordi de hver dag er med til at gøre en forskel for vores ældre, børn og andre, der har brug for en stærk faglig indsats og omsorg. Vi vil gerne trække deres faglighed frem i lyset og give dem den anerkendelse, de fortjener og understrege, hvorfor de skal have ordentlige arbejds- og pensionsvilkår, siger han.
Thomasia Pedersen bliver sammen med de øvrige 99 Velfærdstalenter officielt hyldet på Christiansborg på torsdag. Her får de overrakt deres priser af blandt andre minister for offentlig innovation, Sophie Løhde.
Sådan lød indstillingen fra leder Inger-Lise Petersen:
Thomasia har uddannelse som både pædagogisk assistent og som social- og sundhedshjælper. Thomasia bruger begge sine uddannelser i arbejdet på plejecentret. Derudover har Thomasia et meget vindende væsen, som gør at hun er vellidt af både beboere og kollegaer - hun er meget imødekommende, er altid smilende - hun indgyder tryghed til dem hun er i kontakt med. Thomasia er meget stærk i relationsarbejde. Hun har usædvanligt gode samarbejdsevner. Hun er meget omhyggelig og har hun fået en opgave, kan man være helt sikker på, at hun løser den på bedste vis. Thomasia arbejder meget selvstændigt, og trods hendes unge alder, har hun et godt overblik og kan prioritere sine opgaver.