Nordjysk speedwaytalent sikrer VM-plads

Det nordjyske stortalent Mikkel B. Andersen gik forrest, da Danmark sikrede sig en plads i VM-finalen i speedway for u/21 landshold.

Lørdag aften kørte Danmark semifinale i speedway i Holsted, hvor der var en sikker billet på spil til VM-finalen i svenske Norrköping til august.

Det var legenden Hans Nielsens første optræden som speedwaylandstræner for Danmark.

I forvejen var australierne udråbt til favoritter, men de unge danske kørere ville det anderledes. Anført af det nordjyske talent Mikkel B. Andersen, vandt Danmark med den mindst mulige margin, nemlig 41 point mod Australiens 40. Mikkel B. Andersen blev dansk topscorer med 12 point.

Før de sidste fire heat så det ellers sort ud for Danmark, der som forventet var efter de australske kometer med fire point. Men sekunderet af Hans Nielsen, der endda havde sin gamle ærkerival Erik Gundersen med i Danmarks hjørne af ryttergården, viste Mikkel B. Andersen sig stærk under pres, og vandt sit sidste heat. Da de tre andre danske kørere alle hjemførte andenpladser var kvalifikationen til VM-finalen en realitet.

Udover Mikkel. B. Andersen består det danske hold af Frederik Jakobsen, Emil Grøndal og Jonas Jeppesen.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland