Nordjysk stortalent dropper ishockey-VM

Det nordjyske stortalent Nikolaj Ehlers har takket nej til at spille for Danmark ved næste måneds VM i ishockey.

Ishockeyspilleren Nikolaj Ehlers kommer ikke til at trække den danske landsholdstrøje over hovedet, når der i maj spilles VM i ishockey i Tjekkiet.

Den 19-årige nordjyde, som er søn af den tidligere Aalborg-spiller og -træner Heinz Ehlers, var ellers blevet tilbudt en plads på det danske landshold, men han har valgt at melde afbud.

- Han havde fået en invitation om at støde til truppen, men han takker nej. Begrundelsen er, at han er slidt efter en lang sæson. Det tager vi til efterretning, siger landsholdets general manager Kim Pedersen til TV 2 SPORT.

Nikolaj Ehlers er draftet af NHL-klubben Winnipeg Jets, som han formentlig kommer til at spille for i næste sæson. I denne sæson har Ehlers spillet for Halifax Mooseheads i den stærke canadiske juniorliga QMJHL, hvor den nordjyske forward har scoret mål på samlebånd.

VM i ishockey begynder 1. maj. Aalborg Pirates-backen Nicholas Jensen og Frederikshavn White Hawks-forwarden Mathias Bau Hansen er med i landstræner Janne Karlssons bruttotrup på 24 spillere.


Seneste nyt

fra Nordjylland