Nordjysk Team Danmark direktør stopper
Foto: Team Danmark
Nordjyske Michael Andersen fratræder stillingen som direktør for Team Danmark. Den nye direktør bliver tidligere direktør for Anti Doping Danmark.
Team Danmark har udpeget den nye direktør, der skal overtage stillingen for Michael Andersen, der har været direktør hos Team Danmark siden 2006.
Fra februar 2015 skal Lone Hansen sidde i direktørstolen i Team Danmark. Hun kommer fra en stilling som direktør i Anti Doping Danmark, men Team Danmark og elitesport er ikke et nyt område for hende.
Den nye direktør har selv været eliteatlet på allerhøjeste internationale niveau i karate, ligesom hun har været landstræner. Desuden har hun tidligere været teamleder for det sportsfysiologiske område i Team Danmark.
- Lone Hansen kommer med en utrolig interessant profil. Lone har gode ledelseskompetencer, og så har hun en stærk faglighed på elitesportsområdet. Vi tror, at Lone kan accelerere den positive udvikling, som Team Danmark og dansk eliteidræt er inde i, siger Team Danmarks bestyrelsesformand Frank Jensen.
Nuværende direktør Michael Andersen må derfor sige farvel efter at have stået i spidsen i otte år.
- Team Danmark står som en uhyre stærk institution, ikke mindst takket være Michael Andersen, som har været en vigtig drivkraft i Team Danmarks udvikling de seneste år. Michael har formået at rykke Team Danmark som institution til et helt nyt niveau siden 2006, siger Frank Jensen.
Michael Andersen stopper, fordi hans kontrakt udløber.