Nordjysk trafikdirektør får nyt job i skattevæsenet

Direktør hos Nordjyllands Trafikselskab, Jens Otto Størup, har fået nyt job i den kommende Motorstyrelse, der får base i Aalborg.

Efter seks år ved rattet som direktør for Nordjyllands Trafikselskab (NT) checker Jens Otto Størup nu ud fra den kollektive trafik. I hans nye job kommer han dog stadig til at skulle holde øje med danskernes mobilitet og køretøjer, idet han fra 1. november skal være direktør for én af skattevæsenets nye styrelser, Motorstyrelsen, der får hovedkontor i Aalborg.

- Jeg har haft nogle rigtige gode år i NT med fantastiske kolleger og samarbejdspartnere. I NT har jeg virkelig oplevet styrken i at trække på samme hammel med afsæt i en stærk vision. Jeg kommer helt sikkert til at savne min kolleger og vores spændende projekter. Når jeg i fremtiden kører med Nordjyske Jernbaners tog fra Tornby til Aalborg, bliver det som en uafhængig pendler. Den fornemmelse skal jeg nok lige vænne mig til, siger Jens Otto Størup. 

Skal genvinde befolkningens tillid

Motorstyrelsen skal bemandes med 250-300 ansatte og er en del af regeringens plan om at reformere SKAT ved at nedlægge den nuværende organisation og erstatte den med syv styrelser med egne direktører.

Reformen af SKAT kommer efter flere skandaler i løbet af de sidste år, så regeringen forsøger sig nu med en ny organisering af skattesystemet. Udfordringen i at arbejde på helt nyopstartet sted tiltalte den tidligere NT-direktør og fik ham til at søge jobbet.

- Vi står over for at skulle genskabe tilliden til skattesystemet, og det kræver noget nyt blod. Jeg kan ikke passe ind i et system, hvor man skal fortsætte det, der var. Her kan jeg præge noget nyt sammen med de andre medarbejdere, siger Jens Otto Størup.

Hvilken strategi lægger du for dagen for at få skattesystemet på ret køl igen?

- Jeg vil gå meget ydmygt til værks. Først og fremmest skal jeg bruge meget tid på at lytte og snakke med medarbejderne. Én ting er, hvad medierne skriver, noget andet er at mærke det selv. Jeg skal snakke med rigtig mange mennesker og finde ud af, hvilke holdninger der er til tingene. Ud fra det vil jeg lægge min plan for Motorstyrelsen, siger Jens Otto Størup.

Hos NT er formand og borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), vemodig men også fortrøstningsfuld.

quote Først og fremmest skal jeg bruge meget tid på at lytte og snakke med folk i SKAT. Én ting er, hvad medierne skriver, noget andet er at mærke det selv

Jens Otto Størup, tidligere direktør i NT

- Jeg synes naturligvis, at det er rigtig ærgerligt at skulle sige farvel til Jens Otto. Han har stået i spidsen for en meget spændende transformation af NT og trafikselskabernes rolle i det hele taget. Jeg har oplevet Jens Otto som en kompetent, handlekraftig og målrettet direktør, der også har haft øje for de små ting og personalets trivsel, siger Thomas Kastrup-Larsen.

NT's bestyrelse vil hurtigt muligt beslutte, hvordan processen skal være omkring ansættelse af en ny direktør for det nordjyske trafikselskab.


Seneste nyt

fra Nordjylland