Nordjysk værft føler sig snydt for ordre: MF'er kalder det "noget forbandet svineri"
- Det er en farce, og det er noget forbandet svineri over for et dansk værft, som har investeret mange ressourcer i at ombygge to skibe, som staten aldrig skulle have købt. Værftet forsøger at redde Miljøstyrelsen og så får de bare den her begmand, lyder det fra Bjarne Laustsen (Soc.Dem.).
Jobi Værft i Strandby føler sig snydt af Miljøstyrelsen. Og det har værftet ifølge det nordjyske folketingsmedlem, Bjarne Laustsen (Soc.Dem.) god grund til. Han kalder det noget forbandet svineri.
To nye miljøskibe, der skulle have afløst det gamle miljøskib i Limfjorden for længst, er stadig ikke kommet på vandet. De har ligget stille i Svendborg siden 2015.
Det nordjyske værft, Jobi Værft i Strandby skulle have renoveret og klargjort de to skibe, men nu har Miljøstyrelsen valgt at annullere opgaven.
- Det er en farce, og det er noget forbandet svineri over for et dansk værft, som har investeret mange ressourcer i at ombygge to skibe, som staten aldrig skulle have købt. Værftet forsøger at redde Miljøstyrelsen og så får de bare den her begmand, lyder det fra Bjarne Laustsen (S).
Stop i 11. time
Miljøstyrelsen anvender miljøskibe til at indsamle prøver og foretage målinger i danske farvande. Og her skulle to gamle skibe renoveres og klargøres til opgaven.
En opgave som staten ifølge værftet og det nordjyske folketingsmedlem vidste ville blive dyrere end budgetteret. Alligevel fik værftet et go til at gå videre med projektet fra Miljøstyrelsens side, som ifølge Bjarne Laustsen nu i 11. time trækker håndbremsen.
I et skriftligt svar til TV2 Nord skriver Miljøstyrelsen som begrundelse for annulleringen af udbuddet:
"Miljøstyrelsen har efter rådgivning fra Kammeradvokaten samlet set vurderet, at det ene endelige bud Miljøstyrelsen modtog, desværre ikke kan danne grundlag for en aftale. Det skyldes primært prisen, der ligger på ca. det dobbelte af styrelsens forventning."
Se hele indslaget fra vores nyhedsudsendelse her. Artiklen fortsætter efter videoen.
Skulle have købt nyt fra starten
Bjarne Laustsen er imidlertid ikke alene om at kritisere Miljøstyrelsen. Også Danske Martime er forundrede over processen.
- Man har lavet en proces, hvor man har valgt at lave et udbud, hvor vi i dag ender med at få nogle skibe, der er dyrere og ringere end hvis man fra starten havde valgt at købe nye skibe, som man oprindeligt havde planlagt, siger Jenny Braat, direktør i Danske Maritime.
Det, man krævede, var faktisk tilsvarende, hvis man har en gammel rusten cykel og så får du 500 kroner og skal så få den opgraderet til en helt ny racercykel. Det kan ikke lade sig gøre
Jenny Braat, direktør Danske Martime
Hun stiller sig desuden kritisk over for hele starten af udbuddet.
- Hvis vi går tilbage til sidste år, da man lavede udbud til reparation, vedligeholdelse og opbygning af skibe, da påduttede man værfterne et ansvar, man ikke kunne have ansvar for. Vi frarådede Miljøstyrelse at lave det udbud, men man skulle lave det om. Det, man krævede, var faktisk tilsvarende, hvis man har en gammel rusten cykel og så får du 500 kroner og skal så få den opgraderet til en helt ny racercykel. Det kan ikke lade sig gøre. Og det ville du heller aldrig nogensinde påtage dig ansvaret for. Det var det man fra Miljøstyrelsens side forsøgte at pådutte danske værfter, siger Jenny Braat og understreger, at hun ikke er imod, at man sætter krav, det skal bare være rimelige krav.
Til det svarer Miljøstyrelsen:
"Det er Miljøstyrelsens opgave at løse opgaverne bedst muligt og til den laveste pris. Derfor er det naturligt, at vi stiller ambitiøse krav til vores samarbejdspartnere. Og derfor stiller vi i vores udbud krav, som presser markedet til at levere den rette løsning til den laveste pris."
Jenni Braat opfordrer til øget samarbejde mellem erhvervet og Miljøstyrelsen for at undgå lignende sager i fremtiden.
- Vi er begyndt at høre fra vores medlemskreds side at værfterne slet ikke vil byde på offentlige opgaver. Det, vil vi synes, ville være temmelig trist, da vi gerne vil have at vi kunne samarbejde med staten og bruge offentlige skibe til udviklingsopgaver, så vi kan styrke erhvervet og eksportere mere, siger hun.
Frygter at opgaver havner i udlandet
Bjarne Laustensen frygter, at værftsarbejdet nu vil blive sendt til udlandet, hvis Miljøstyrelsen beslutter at begynde forfra med et nyt udbud - dog på et strammere budget.
- Jeg frygter, at der bliver tale om social dumping og ringere kvalitet. Og det her handler om at bruge skatteborgernes penge rigtigt, siger han og tilføjer:
- Man burde gennemføre det, man har aftalt med Jobi Værft og så betale det, det koster og få en ordentlig kvalitet og bruge pengene her i landet, fastslår han.
Miljøstyrelsen agter dog stadig, at opgaven skal udføres i Danmark.
"Vi har måttet konstatere, at vi her har haft krav, som markedet i sidste ende ikke har kunnet opfylde. Det har naturligvis ikke været hensigten, men vi tager konsekvensen i forbindelse med et nyt udbud. Vi udformer derfor et revideret udbudsmateriale, der i videst mulig udstrækning sikrer, at opgaven er attraktiv for danske værfter."
I det nye udbud skal prisen på renoveringen holdes på under 24 millioner kroner.