Nordjyske Bank lander rekord milliardoverskud
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Alle ansatte i erhversafdelingen i Nordjyske Bank i Nørresundby er på arbejde i disse tider.
Endnu en bank lander et gigantoverskud efter de stigende renter.
Nordjyske Bank har i dag onsdag offentliggjort sit regnskab for 3. kvartal 2023, som viser et rekord-overskud på 1,5 milliarder kroner efter 3. kvartal 2023.
Rekordoverskuddet viser en fortsat høj kundetilgang og et stabilt aktivitetsniveau.
- Danmarks Nationalbank har nu hævet renten 10 gange de seneste fem kvartaler, og den samlede rentestigning lyder på 4,2 procent. Derfor er det ikke underligt, at nordjyderne og de nordjyske virksomheder begynder at mærke konsekvenserne. Vi synes derfor, at det er naturligt, at man som kunde interesserer sig mere for sine ind- og udlån, udtaler bankdirektør Claus Andersen til Kanalfrederikshavn.
Nye kunder kommer til
Både bankens indlån og udlån er vokset støt de seneste 12 måneder.
Således er indlån steget med ikke mindre end 10 procent, mens udlån er steget med tre procent.
Stigningerne skyldes dog ikke bare øget aktivitet fra eksisterende kunder, men også at banken fortsat tiltrækker et stort antal nye kunder. Faktisk har Nordjyske Bank aldrig haft flere kunder end på nuværende tidspunkt.
- Vi er både stolte og ydmyge over, at vi får så mange nye kunder. Her rider vi på en positiv bølge af positiv opmærksomhed. Senest har vi opnået henholdsvis en førsteplads for Ringkjøbing Landbobank-brandet og en femteplads for Nordjyske Bank-brandet i Voxmeters årlige Image- og Omdømme-rapport, som blev offentliggjort i september, og der er ingen tvivl om, at glade kunder tiltrækker nye, påpeger Claus Andersen til lokalmediet.
Forventer positiv udvikling
Han forventer en fortsat positiv udvikling i banken resten af året.
Aktuelt ligger forventningerne for hele 2023 til et basisresultat i intervallet 2,6-2,9 milliarder kroner og til et resultat efter skat i intervallet 1,9-2,2 milliarder kroner.
Af bankens regnskab for 3. kvartal 2023 fremgår det, at basisindtjeningen efter årets første ni måneder landede på 2,79 mlliarder kroner. Det svarer til en stigning på 35 procent sammenlignet med året før.
Omkostningerne for årets første tre kvartaler steg med otte procent til 708 millioner kroner, hvilket giver et basisresultat før nedskrivninger på udlån på 2,08 milliarder kroner.