Nordjyske Bank melder om stor fremgang
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Nordjyske Bank har tirsdag fremlagt sit tredje kvartalsregnskab for 2017, og der meldes om højere indtjening og vækst i udlån.
Den danske økonomi buldrer derudad, og bankerne oplever i disse dage fremgang i både udlån og vækst.
Det gælder ikke mindst Nordjyske Bank, der tirsdag har præsenteret sit regnskab for 3. kvartal i 2017, og her meldes der om en fortsat positiv udvikling.
- Vi følger vores plan og er tilfredse med udviklingen i årets tre første kvartaler. Det er vigtigt at notere sig, at den positive udvikling i basisindtjeningen, der er vores vigtigste målepunkt, især er båret af stigende udlån, hvor vi både ser vækst på eksisterende kunder og mange udlån til nye kunder, siger Claus Andersen, administrerende direktør fra Nordjyske Bank i en pressemeddelelse.
Derfor opjusterer Nordjyske Bank nu sine forventninger til årets basisindtjening til 365-385 millioner kroner som følge af en markant udlånsvækst på 9,7 procent, mens forventningerne til årets nedskrivninger nedjusteres for andet kvartal i træk, og nu ligger på 65 millioner kroner for hele året.
Den øgede basisindtjening og de faldende nedskrivninger giver et resultat før skat på 243 millioner kroner mod 176 millioner kroner året før.