Nordjyske bryggerier sætter ny rekord
Foto: Torben Christensen, Scanpix
Hele 67 nye øl har de nordjyske bryghuse lavet i 2016. På landsplan er det blevet til 1424 nye humlevarianter.
Man skal være en særdeles tørstig sjæl for at nå smage på alle de nye nordjyske øl, der blev født i 2016, på bare en måneds tid.
Hele 67 af slagsen blev det til fra de nordjyske bryggerier, og det er ny rekord. I 2015 blev der lanceret 65 nye øl i Nordjylland, og i 2014 lød tallet på 45.
Dermed lægger bryghusene i blandt andet Skagen, Nibe, Thisted og Aalborg sig midt i den landsdækkende udvikling gennem de seneste 16 år, hvor det kun er gået én vej for de mindre bryggerier: Opad. I hele Danmark blev det i 2016 til 1424 nye øl, og det er noget af en stigning fra år 2000, hvor beskedne 15 nye specialøl så dagens lys.
Det er Beerticker.dk, der holder øje med tallene og laver statistikkerne.
I Nordjylland er det Søgaards Bryghus i Aalborg, der løber stærkest, når det kommer til at udvikle nye øl. Sidste år præsenterede bryghuset 25 nye varianter af humle, og det inkluderer otte øl fra bryghusets nye brand, Two Face Brewing fra 2016.
Du kan se den fulde liste over de nye, nordjyske øl - og måske lidt inspiration til din næste ølsmagning - her: