Nordjyske fiskere i ulige kamp med hollandske konkurrenter
Nordjyske fiskere mener at udenlandske bomtrawlere ødelægge r fiskeriet
Trods forholdsvis små fiskekvoter ligger hollandske bomtrawlere i Skagerrak i flere måneder ad gangen og støvsuger og ødelægger havbunden, lyder kritikken nu fra rasende Hirtshals-fiskere.
Med en fiskekvote på bare 1700 tons skulle man tro, at de hollandske fiskere forholdsvis hurtigt kunne være færdige med fiskeriet i Skagerrak. Det er i hvert fald vurderingen fra de lokale fiskere i Hirtshals - men ikke desto mindre møder de hollandske skibe på lokale farvande stort set hele året.
Og det er ikke bare fiskekuttere, men store bomtrawlere, der ligger på dansk farvand, fisker med tungt, ødelæggende udstyr og hjemtager fangster, der langt overskrider kvoterne, lyder kritikken nu fra nordjyske fiskere.
- De bruger hidsigt fiskegrej, tungt med kæder og sådan, der smadrer hele havbunden. Systematisk på kryds og tværs slikker de en fiskeplads ren, så der ikke er flere fisk tilbage, når de har været der, siger Per Jensen fra Hirtshals, som jævnligt møder hollandske skibe og bliver mere og mere frustreret over den ulige kamp om rødspætterne i Skagerrak.
- Holland har jo ikke den store rødspættekvote, så hvordan kan det finde sted, spørger Per Jensen, der nu efterlyser mere kontrol med det hollandske fiskeri fra de danske myndigheder.
Men den danske fiskerikontrol vægrer sig og lægger i stedet ansvaret hos de hollandske myndigheder - noget, folketingskandidat for DF, Erik Høgh-Sørensen, overhovedet ikke forstår.
- Det er rent kammerateri, for de hollændere, der sejler her, ødelægger jo miljøet og støvsuger havbunden, så det skader fiskeriet for de lokale. Det vil jeg meget gerne gøre op med, siger Erik Høgh-Sørensen.