Nordjyske foreninger får 100.000 kroner til e-sport
DGI Nordjylland har afsat en pulje på 100.000 kroner, som nordjyske foreninger kan få andel i, hvis de vil satse på den fremadstormende e-sport.
Computerspil er en populær sportsgren. E-sporten stormer frem og bliver mere og mere organiseret. Nu forsøger DGI Nordjylland at give e-sporten mulighed for at vokse sig endnu større ved at afsætte penge til foreninger, som vil satse på e-sport.
DGI Nordjylland holdt mandag aften et møde, hvor omkring 50 nordjyske foreninger, som går med tanker om at satse på e-sport, deltog. Det fortæller Esportsmagasinet.
- Vi ønsker at fortælle klubberne, hvordan de helt konkret kan komme i gang med at udbyde e-sport på foreningsplan, siger Peter Otto Thomsen, der er afdelingschef hos DGI Nordjylland til esportsmagasinet.dk.
DGI Nordjylland har valgt at afsætte 100.000 kroner til e-sport, og de penge kan foreningerne få andel i.
- De første ti klubber eller foreninger, der melder sig, får hver 10.000 kroner med til opstart fra DGI. De klubber, der vælger at gå ind i e-sporten under DGI-paraplyen, får meget mere end en check på 10.000 kroner med. Vi vil kunne bidrage med viden om, hvordan man driver en fornuftig forening, samt stille en masse eksperter og ekspertise til rådighed, siger Peter Otto Thomsen.