Nordjyske Jakob kåret som årets nye jazznavn
Det blev den 28-årige nordjyde Jakob Sørensen, der løb med titlen som Årets Nye Jazznavn 2017.
Studie 2 i DR Koncerthuset kunne fredag aften hylde både det spirende talent og det etablerede jazzvirke, da DPA sammen med DR Big Band inviterede inden for til koncert og prisuddeling. Den unge trompetist og komponist Jakob Sørensen blev kåret som Årets Nye Jazznavn '17. Det skriver DPA, der sammen med DR Big Band satte pris på blandt andre nordjyske Jakob Sørensen.
Konkurrencen er skabt for at være et springbræt i de unge komponisters karrierer, og årets tre finalister kunne stolt lytte til uropførslen af deres værker for DR Big Band.
Jakob Sørensen vandt med værket Nomad, der af juryen blev beskrevet som både cool, melankolsk og groovy på samme tid.
- Det var en dejlig overraskelse at høre DR Big Band’s arrangement af Nomad’ I deres hænder fik det et helt andet udtryk, en anden feeling – det var fedt at høre, hvad de kunne få frem i det. Det er en stor ære at stå her som vinder i aften og få den anerkendelse fra DPA – det betyder meget at opleve ens eget værk blive værdsat på den måde og få den anerkendelse som ung komponist. Denne konkurrence er et meget værdifuldt skub for de unge komponister, sagde Jakob Sørensen kort efter at have fået overrakt 1. prisen.
Jakob udgav i februar 2015 sit debutalbum ‘Bagland’, der blev udnævnt til et af 2015's ti bedste albums af JazzNyt.
Med priserne fulgte 15.000 kr. til 1. prisen.