Nordjyske kommuner har Danmarks laveste affaldsgebyrer

To kommuner i Region Nordjylland har landets laveste affaldsgebyr. Virksomheder i Vesthimmerland betaler således kun en ottendedel af, hvad det koster i landets dyreste kommune, Egedal. Konkurrenceforvridende, mener Dansk Erhverv.

Der er stor forskel på, hvor meget virksomhederne i de forskellige kommuner landet over skal betale i gebyr for at bruge den kommunale genbrugsplads.

For eksempel fik virksomheder i Vesthimmerlands Kommune en regning på 301 kr. i 2010, og virksomhederne i Jammerbugt kommune måtte af med 344 kr. Til sammenligning måtte virksomheder i landets dyreste kommune, Egedal, slippe 2.377 kr., og landsgennemsnittet lå på 870 kr.

- Det er klart, at når der er så stor forskel på, hvad virksomhederne skal betale i de forskellige kommuner, så virker det konkurrenceforvridende, siger politisk konsulent i Dansk Erhverv, Marie Louise Thorstensen, og fortsætter;

-  Det er ikke bare et problem på landsplan, men også i de enkelte regioner. For selvom virksomhederne i Vesthimmerland og Jammerbugt kommuner kan glæde sig over et lavt gebyr, så er virksomhederne i Hjørring ikke så heldige, for her er gebyret tre gange så højt, og det giver nogle rigtig uheldige konkurrencemæssige forskelle virksomhederne imellem, siger hun.

Den store forskel i størrelsen på affaldsgebyret kan skyldes mange forhold - eksempelvis forskelle i, hvor effektivt genbrugspladserne drives, og hvor svært kommunerne har haft ved på forhånd at vurdere, hvad den nye ordning ville koste mv. Men det betyder ikke, at forskellene er rimelige, mener Dansk Erhverv:

- Det kan ikke være rigtigt, at virksomhederne skal lide under, at kommunerne administrerer så forskelligt. Og hvis man i Vesthimmerland kan administrere gebyret, så det kun koster godt 300 kr., så bør det altså ikke koste mere end tre gange så meget i Hjørring Kommune, siger hun.

Arbejdsgruppen om genbrugspladser, hvor Dansk Erhverv er repræsenteret, mødes for sidste gang i dag den 13. april for at nå til enighed om to-tre mulige løsningsmodeller for gebyret. Løsningsmodellerne skal så vendes i forligskredsen, så forslaget kan vedtages i folketinget inden sommerferien. Dansk Erhverv håber, der bliver indført valgfrihed fra 2012:

- Vi ønsker en effektiv tilmeldeordning, hvor virksomhederne selv får lov til at vælge, om de vil bruge den kommunale genbrugsplads og dermed betale gebyr, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland