Nordjyske ledere: Stigende vækst i resten af 2017
Foto: Torben Lykke Larsen
Ifølge en undersøgelse lavet af YouGov, ser et stort flertal af de nordjyske erhvervsledere frem mod resten af 2017 med positive øjne.
Der bliver skrevet jobopslag, ordrer bliver hentet hjem og produktionen stiger i det nordjyske. Det viser en ny undersøgelse som YouGov har lavet for Lederne Himmerland. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Ifølge konjunkturundersøgelsen forventer 70 procent af de nordjyske erhversledere at omsætningen vil sige det næste halve år. 22 procent regner med at holde omsætningen på samme niveau som første halvdel af 2017, mens kun 8 procent tror, at efteråret 2017 bliver dårligere end foråret.
- Den spirende optimisme, som denne undersøgelse viser, harmonerer godt med de indtryk jeg har fra kollegaer, medier og den generelle snak her i Nordjylland. De lokale brancher heroppe har været rigtig gode til at omstille sig for at være klar til den nye vækst, fortæller Jens Otto Størup, der er afdelingsformand for Lederne Himmerland.
Udover at omsætningen stiger, forventer 55 procent af de nordjyske erhversledere, at deres indtjening stiger. Og det betyder flere arbejdspladser. For hele 43 % procent af de adspurgte ledere tror også, at det bliver nødvendigt for dem at ansætte flere medarbejdere i resten af 2017.
- Især har Nordjylland gjort sig bemærket ved det tætte samarbejde mellem Aalborg Universitet og det nordjyske erhvervsliv. Samarbejdet har skabt mange nye arbejdspladser i Nordjylland og bekræftet, at vækst og viden går hånd i hånd, siger Jens Otto Størup.
Ledernes konjunkturundersøgelse er foretaget i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og baseret på svar fra 1.881 ledere, heraf 169 fra Nordjylland. Alle er ansat på virksomheder i den private sektor.