Nordjyske mænd dropper lægen
Nordjyske mænd går langt mindre til læge, end kvinder gør. En landsdækkende kampagne skal derfor i denne uge sætte fokus på mænds sundhed - og den blev skudt igang i Aalborg i dag.
Nordjyske mænd går langt mindre til læge, end kvinder gør. En landsdækkende kampagne skal i denne uge sætte fokus på mænds sundhed.
Den landsdækkende kampagne "Men's Health Week" blev mandag skudt i gang på AaB's anlæg i Aalborg. Her blev der spillet fodbold, og der var mulighed for at få et helbredstjek i Aalborg Kommunes Sundhedsbus. Kampagnen skal få mænd til at tænke mere på deres helbred, få dem til at dyrke mere motion, spise bedre - men også til at gå mere til lægen.
De nordjyske mænd lever i gennemsnit 3,5 år mindre end kvinderne. Mændene bliver i gennemsnit 78 år, mens kvinderne bliver 81,5 år. Og det er der måske en grund til; mændene har nemlig meget sværere ved at komme af sted til lægen, end kvinderne har.
92, 5 procent af kvinderne var i 2010 på besøg hos deres praktiserende læge. For mændenes vedkommende var det kun 80,4 procent. Ser man på, hvor mange der har været til læge mindst 5 gange det seneste år, er det for kvinderne 37,9 procent, og for mænd er det kun 23,5 procent. Det viser tal fra Region Nordjylland.
- Det har jo den konsekvens, at mænd dør for tidligt af sygdomme, som de ikke behøver at dø af. De opdager symptomerne for sent, kommer ikke til læge, og så er det måske for sent, siger formanden for Selskab for Mænds Sundhed, Svend Aage Madsen.
Kampagnen varer hele ugen, og i Aalborg samt andre steder i landet vil der være forskellige arrangementer, der skal inspirere mænd til at leve sundere.