Nordjyske museer får tilskud til at styrke samlinger
Foto: Skagens Kunstmuseer
Marine. Robåd på strand af Holger Drachmann
Tre nordjyske museer har modtaget støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen museumspulje, der skal styrke museernes samlinger.
På Skagens Kunstmuseer var smilene onsdag lidt bredere end normalt. Museet er nemlig en af de 24 museer, der har fået del af Slot- og Kulturstyrelsen museumspulje.
- Det kommer til at betyde rigtig meget, derfor jubler vi ret meget her i huset i dag, siger Lisette Vind Ebbesen, der er museumsdirektør ved Skagens Kunstmuseer.
I alt får fem nordjyske museer del af de i alt 5,6 millioner kroner, som Slot- Kulturstyrelsen onsdag uddelte. To af de nordjyske museer får penge til styrkelse af forskning, mens de tre sidste får penge til at styrke kvaliteten af museernes samlinger. Skagens Kunstmuseer hører til under den sidste kategori, og her skal de 187.000 kroner gå til noget helt særligt.
- Vi har fået støtte til at konservere 18 Holger Drachmann værker. De 18 værkers tilstand er det vi vil betegne som yderst kritisk. Når vi støder på værker, der er i så kritisk tilstand, som dem her, så vil vi gøre alt for at bevare dem for fremtiden., siger Lisette Vind Ebbesen.
Når konserveringsprocessen af de 18 Holger Drachmann værker bliver sat i gang, så er det noget man som gæst kan komme helt tæt på og opleve.
- Vi vil gerne vise konserveringsprocessen, så man kan se, hvad der skal gøres med så kritiske værker, og hvordan en konservator arbejder med de her ting, fortæller Lisette Vind Ebbesen.
På Skagens Kunstmuseer arbejder de i øjeblikket på at lave en stor Holger Drachmann udstilling, der skal stå klar i efteråret 2019.
- Det pengene skal gå til passer rigtig fint ind i det vi arbejder på lige nu. I efteråret 2019 skal vi nå at være færdige med den her konservering, så de her 18 værker kan nå at komme med på udstillingen, siger Lisette Vind Ebbesen.
Udover Skagens Kunstmuseer har Museerne i Brønderslev, Nordjyllands Historiske Museum, Vendsyssel Historiske Museum og Vesthimmerlands Museum fået del af Slots- Kulturstyrelsen museumspulje.