Nordjyske oddere redder Sjælland
Odderen i Nordjylland har det så godt, at der nu er pladsmangel i naturområderne.
Tilbage i 1967 blev odderen helt fredet i Danmark, da den næsten var væk fra naturen. Men i dag ser det anderledes ud.
- Op igennem 1990?erne bredte odderen sig fra Nordjylland og ud over resten af Jylland, så vi i dag har en fornuftig og sund bestand, siger Ivar Høst der er Vildtkonsulent i Naturstyrelsen, Himmerland.
Og det er den bestand der nu giver problemer. Odderen kræver et stort territorium, som den ikke på nogen måde deler. Derfor er der blevet pladsmangel i Jylland, og det kan mærkes.
- Odderen der ikke har sit eget område strejfer omkring. Den kommer i kontakt med trafik og mennesker, som den ellers altid vil forsøge at holde sig væk fra, fortæller Morten Vissing fra ferskvandscenteret Aqua i Silkeborg.
Og det er netop disse dyr der i fremtiden skal være med til at hjælpe på bestanden af oddere på Sjælland, der ikke er på samme niveau som på fastlandet.
- De oddere der strejfer og kommer i konflikt med mennesker og trafik er dem der ikke har deres eget område. Derfor kan de, hvis vi kan gøre dem friske og raske sagtens rykkes til Sjælland. Her kan vi sætte dem ud i et område, hvor de kan have al den plads de før manglede, siger Morten Vissing.
Oddergenopretningscenteret i Silkeborg er et fælles projekt i samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening, Naturstyrelsen og Aqua i Silkeborg.