Nordjyske sejre i overtid
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Både Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates måtte ud i overtid for at sikre sig sejrene i den anden kvartfinalekamp i ishockeyligaen.
Herlev Eagles var tæt på en overraskelse hjemme mod Frederikshavn White Hawks, men favoritterne vandt til sidst 3-2.
Efter 2-2 i ordinær tid afgjorde Robin Bergman opgøret til gæsternes fordel i overtiden.
Dermed fører Frederikshavn 2-0 i kampe i opgøret mellem grundspillets nummer to og otte.
Efter en målløs første periode åbnede Herlev scoringen i anden periode ved Kim Staal. Senere i samme periode øgede Nicholas Phillips til 2-0.
Frederikshavn fik reduceret til 1-2 ved Stephane Goulet, da der resterede cirka tre minutter af kampen, og gæsterne pressede på for en udligning.
Den kom 16 sekunder før tid, da Alexander Ytterell scorede til 2-2, og til sidst løb Frederikshavn altså af med sejren.
Aalborg Pirates vandt 3-2 ude over Odense Bulldogs og fik udlignet til 1-1 i kampe.
Mathias Månsson scorede det afgørende mål i overtiden, efter at den ordinære kamp sluttede 2-2.