Nordjyske skraldehelte: Vi samler dit skrald
De glade frivillige ved Tornby Arbejdslaug, der hver uge samler skrald i Tornby.
Mød en håndfuld skraldehelte, der nemt og hurtigt samler affald, de møder på deres vej. De opfordrer andre til at gøre det samme.
Vi ved måske godt, vi skal blive bedre til at passe på vores kære moder jord, men holder vi vores egen sti ren? Ikke alle gør, for overalt i den nordjyske natur kan man støde på et stykke skrald.
Men der findes folk, der ikke er for fine til at rydde op efter andre i naturen. De tager gerne et cigaretskod eller en tom slikpose med i lommen for at rydde op efter andre.
Det er dem, der har gjort skraldeindsamling til en naturlig del af deres hverdag - vi kunne kalde dem hverdagens skraldehelte.
Hyggen ved at samle skrald
Hver tirsdag mødes en flok ildsjæle til kaffe og kage, inden skraldespandene i Tornby skal tømmes. Beboerforeningen havde problemer med at affaldet flød i byen, og de manglede derfor flere skraldespande - og ikke mindst nogle friske personer, som ville hjælpe til med at tømme dem.
Det var roden til, at Tornby Arbejdslaug opstod.
- Førhen var det kommunens opgave, at der var forskellige skraldespande, men det er der nok ikke mandskab til i dag, så må vi jo selv gøre det, siger Jan Olesen fra Tornby Arbejdslaug.
Det er en lille ting at tage sit affald med hjem.
Jan Olesen, Tornby Arbejdslaug
De frivillige nordjyder glemmer hverken skrald eller hygge. Når de tømte skraldespande er lukket, bliver de kolde øl åbnet, og der skåles for, at ugens gode gerning er veloverstået.
- Et godt råd fra Tornby Arbejdslaug er, at man skal tage affaldet med hjem, hvis ikke der er en skraldespand. Det ser så træls ud alt det, der ligger og flyder i naturen. Det er en lille ting at tage sit affald med hjem, og hvis der er nogle, der har lyst til at lave det samme, som vi gør, så er det bare at komme i gang, siger Jan Olesen.
Altid plastik på krogen
Michael Madsen fra Brønderslev bruger fritiden på at fiske. Han kan godt lide at komme afsted og nyde roen, som udelivet giver ham.
Selvom fiskene ikke altid bider på krogen, ved han, at plastik er en sikker fangst. Der findes affald overalt i vores farvande, og når Michael Madsen går langs kysterne, gemmer der sig altid nyt skrald i sandet.
Skraldet tager Michael Madsen med hjem i sit fiskenet.
Jeg kan simpelthen ikke lade være med at samle det op. Det er blevet en livsstil for mig.
Michael Madsen, lystfisker
- Problemet er, at affaldet bliver skyllet ind hele tiden, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at samle det op. Det er blevet en livsstil for mig, siger Michael Madsen.
Michael Madsen understreger, at det er vigtigt, vi hjælper hinanden med at holde vores natur ren. Det er ikke mange minutter af hans fisketur, han bruger på at tage skraldet.
Klapvognen fyldt med affald
Skraldet har også fundet vej til Saltum, hvor Nicholaine Bøgh Bisgaard og hendes familie bor.
På de daglige gåture hjem fra børnenes skole bliver klapvognen hurtigt fyldt op med affald, som hele familien hjælper til med at samle.
Dagen efter bliver nyt skrald fundet, og sådan fortsætter det. Derfor bruger Nicholaine Bøgh Bisgaard Instagram til at sprede budskabet om, at man skal tage skrald med, hvis man møder det i naturen.
Hun bruger sin profil til at lægge billeder op af det skrald, familien finder, når de er ude at gå tur.
Artiklen fortsætter under billedet
Nicholaine Bøgh Bisgaard er glad for at kunne lære sine børn, at skrald ikke bare forsvinder af sig selv.
- Det er vigtigt for mig at være et forgangsbillede for mine børn. Det betyder bare rigtig meget for mig, at de har lyst til at være en del af det, og at de også får en forståelse for problematikken om, at der ligger meget skrald, siger Nicholaine Bøgh Bisgaard.
Bliver du den næste skraldehelt?