Nordjyske Tes forfølger pilotdrømmen i ny tv-serie
Foto: TV2 Nord
TV2 Nord Salto har fredag aften klokken 19.50 premiere på en ny, enestående serie, hvor seerne kan følge et hold pilotelever på Flyvestation Karup.
Det kræver sin mand - og kvinde - at slippe igennem nåleøjet på Forsvarets Flyverskole. Det opdager nordjyske Tes, der er én af de aspiranter, TV2 Nord i en ny serie har fulgt gennem uddannelsen som jagerpilot.
"Piloteleverne", som serien hedder, har premiere fredag aften klokken 19.50. Den giver et eksklusivt indblik i, hvordan forsvaret udvælger deres piloter, og hvordan aspiranterne kæmper for at blive en af dem. Forsvarets Flyverskole ligger ved Flyvestation Karup, og i serien på i alt otte afsnit følger vi blandt andre Tes fra Aalborg.
- Det har været en drøm for mig siden jeg gik i 9. klasse, så det er ret vildt at være i gang med uddannelsen, fortæller Tes, der er en af de udvalgte elever.
Lykkes det for Tes at gennemføre uddannelsen, venter der hende 12 år som pilot i forsvaret. Uddannelser til for eksempel jagerpilot er kostbare og koster omkring 20 millioner kroner, og derfor bliver piloteleverne nøje testet både fysisk og psykisk.
- Vi kigger efter elever, der både er individualister, og som også kan samarbejde, siger chef for Flyveskolen, Hir.
Følg med i den spændende serie fra fredag aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto.
Af hensyn til forsvarets sikkerhed optræder ingen i serien med deres fulde navne, men kun med deres pilotnavne.