Nordjyske unge løb med topplaceringer i stor iværksætterkonkurrence
Unge nordjyske iværksættere blev torsdag nummer et, to og tre i stor iværksætterkonkurrence.
Flere unge nordjyder brillerede torsdag ved en stor iværksætterkonkurrence i Odense. De nordjyske hold satte sig simpelthen på både første-, anden- og tredjepladsen i den såkaldte BizzMart-konkurrence ved National Entreprenørskabsmesse i Odense.
Her præsenterede 575 elever fra ungdomsuddannelser i hele Danmark deres ideer for erfarne erhvervsfolk, og de dystede på blandt andet produktudvikling, markedsføring og økonomi.
I BizzMart-konkurrencen løb holdet Norden fra EUC Nord med sejren for deres idé om bæredygtige designmøbler, som er lavet af lokale naturmaterialer og uden brug af animalske produkter, så stolene også kan bruges af veganere.
- Det er så fedt, og vi havde slet ikke turde drømme om, at vi nu skal ud og konkurrere mod andre fra Europa. Det er lige pludselig meget virkeligt – og nu har vi også fået produceret en rigtig stol og ikke bare en prototype. Vi har haft lyst til det her, siden vi var små, så det her er virkelig en drøm for os, lød det fra gruppen, da de vandt og fik overrakt en check på 5000 kroner sponsoreret af Odense Kommune.
Andenpladsen i konkurrencen gik til teamet EARTH fra EUC Nordvest, som vil lave 3D-printede møbler ud af plasticaffald. Gruppen har blandt en idé om at udnytte det plastic, som forurener i havene.
- Vi tror rigtig meget selv på ideen, men vi har også været i konkurrence i dag med de bedste fra hele landet, og det er svært at vide, hvad man er oppe imod. Vi er rigtig glade, og nu skal vi bare arbejde videre med ideen og forbedre os, sagde teamet efter præmieoverrækkelsen, hvor de vandt 3000 kroner sponsoreret af Odense Kommune.
Tredjepladsen gik også til et nordjysk hold. Det blev teamet Dunseriet fra EUC Nordvest, der har lavet et madkoncept baseret på street food-versioner af frikadeller, som de unge allerede har formået at sælge.
- Det er fedt og også overraskende. Det har været spændende at arbejde med ideen, og nu har vi også fået CVR-nummer. Vi har også lagt meget arbejde i det udenfor skoletiden, og det er virkelig det værd, lød det fra gruppen, da de vandt og fik en check på 2000 kroner.
Norden, som vandt BizzMart-konkurrencen skal sammen med Hemmingglas, der vandt den anden konkurrence Expo, nu til Riga i Letland i begyndelsen af april til den europæiske finale JA Marketplace, hvor de skal konkurrere mod de bedste unge iværksættere fra hele Europa.