Nordjyske virksomheder skal blive bedre på nettet
Foto: Malene Ruwald
1000 nordjyske erhvervsfolk var torsdag samlet for at blive klogere på online markedsføring.
Mere end 1000 erhvervsfolk var torsdag samlet for at lære om virksomhedskommunikation på nettet.
Flere og flere køber varer online, og derfor er det vigtigere end nogensinde før at kommunikere klart på internettet. Det skal nordjyske virksomheder blive bedre til ifølge Aalborg Kommune.
Derfor var 1005 erhvervsfolk i dag inviteret til et gratis digitalt event i Aalborg Kongres og Kultur Center.
Her underviste blandt andre mediegiganten Google i at optimere virksomhedernes muligheder i søgemaskiner. Derudover var der også fokus på kommunikation på de sociale medier og webanalyser.
Målet med arrangementet er for Aalborg Kommune at skabe vækst, eksport og flere jobs ved at hjælpe de nordjyske virksomheder med at kommunikere klart på nettet.