Nordmænd nægter sig skyldige
Webclip på tv2nord.dk
Fire nordmænd nægter sig skyldige i sag om GBL, der bruges i fremstillingen af stoffet GHB, i Retten i Hjørring tirsdag.
Tirsdag klokken 9.00 begyndte retssagen mod fire nordmænd, der er tiltalt efter den grove narkoparagraf i straffeloven for at have været i besiddelse af 52,5 liter af stoffet GBL samt at have forsøgt at komme i besiddelse af yderligere 200 liter af stoffet, i Retten i Hjørring.
De fire nordmænd har været varetægtsfængslet siden august sidste år. I retten tirsdag nægter alle fire sig skyldige.
Anklager har udlagt sagen, og vil for retten forsøge at bevise, at de fire nordmænd har gjort sig skyldige i anklageskriftet. Forsvar bruger begrundelsen, at væsken bare er fælgrens.
Stoffet GBL bruges som fælgrens, men ved indtagelse har det en euforiserende virkning og bliver en slags flydende fantasy. Stoffet bruges også til at fremstille narkotikummet GHB.
Det var Nordjyllands Politi og Skat, der tilbage i august 2014 fandt frem til nordmændene og stoffet. Skat havde overvåget forsendelsen af stoffet, der førte til en adresse i Frederikshavn, hvor politiet skiftede det ud med vand og ventede på de fire nordmænd. Politikommissær Allan Overgaard fra Nordjyllands Politi har karakteriseret fundet af stoffet som det største fund i Nordjylland og formentlig det største i Vestdanmark nogensinde.
Retssagen fortsætter onsdag, og der forventes dom i næste uge.