Nordmænd sælger Brøndums
Foto: TV2/Nord
Den berømte snaps i Aalborg Akvavit-familien, Brøndum Snaps, sættes til salg.
Er man til snaps, så kan man lige nu købe Brøndums Akvavit. Det er norske Arcus, der sætter snapsen til salg.
Arcus købte i juli sidste år De Danske Spritfabrikker og produktionsanlægget i Aalborg for 771 millioner kroner af Pernod. Og nu har Arcus altså sat Brøndums til salg.
Det var Konkurrencerådet, der i efteråret slog fast, at Brøndums Akvavit ikke kunne gå med i handlen, da 15 procent af det samlede salg af snaps i Danmark er Brøndums. Salget skal sikre konkurrencesituationen herhjemme.
Brøndums Akvavit er opkaldt efter Anthon Brøndum, som er en af "fædrene" bag dansk brændevin. I det seneste regnskabsår blev der solgt 700.000 liter Brøndums Akvavit i Danmark.
Arcus-Gruppen producerer, sælger og distribuerer vin og brændevin i Norden. Gruppen ejes af det svenske investeringsselskab Ratos AB.
Arcus har 470 ansatte og en omsætning på to milliarder kroner.