Nordmand dømt for Sankt Hans-overgreb
Foto: Ib William Christensen (Arkiv)
En 33-årig nordmand har fået fem måneders fængsel og indrejseforbud i seks år for at have anden kønslig omgang med en syv-årig pige.
En 33-årig nordmand er ved Retten i Aalborg blevet idømt fem måneders fængsel og indrejseforbud i seks år for at have haft anden kønslig omgang end samleje med en syv-årig pige den 23. juni ved en bålfest ved Hals.
Pigen var gået ind i et busskads for at tisse og det var her, at den 33-årige nordmand overfaldte hende og krænkede hende seksuelt.
Han trak sine bukser af og bad pigen gøre det samme, og efterfølgende kyssede han hende i skridtet og fik hende til at føle på sit lem.
En seks-årig pige var vidne til overgrebet, og manden var også anklaget for at have krænket hendes blufærdighed. Dette blev han dog ikke dømt for.
- Vi tager rettens ord til efterretning og straffen stemmer overens med retspraksis og det er vi tilfredse med, siger anklager Ida Spandet Poulsen til TV2/Nord.
Han blev også dømt til at betale 15.000 kroner i erstatning til pigen.