Tom Nordlie er et varmt emne som ny træner hos de nykårede danske mestre AaB. Nordlie sagde selv op i norske Lillestrøm torsdag i sidste uge efter en vanskelig sæsonstart på Åråsen.
Ifølge norske VG er Nordlie nu aktuel hos nordjyderne, og i AaB bekræfter man, at han er et emne.
- Vi kommenterer ikke om trænere, før de bliver ansat, men Nordlie står på blokken, siger AaB's klubdirektør Lynge Jacobsen til norske NRK.
I Danmark er Nordlie et forholdsvist ubeskrevet blad, men hvis han flytter til Danmark, skal han altså tage over efter svenske Erik Hamrén, som forlod AaB til fordel for Rosenborg, hvor det allerede blev til den første sejr i søndags.
/ritzau/