Nordstjerneskolen kæmper i finalen

Drengeholdet fra Nordstjerneskolen i Frederikshavn, der spiller finale i årets skolefodboldturnering, kæmper lige nu på banen.

Onsdag er en helt speciel dag for drengefodboldholdet fra Nordstjerneskolen i Frederikshavn. Onsdag eftermiddag spiller de nemlig finale i årets skolefodboldturnering mod Stavnsholtskolen.

I starten af anden halvleg har Nordstjerneskolen udlignet til 1-1 efter at være kommet bagud med 1-0 efter få minutter.

Vikingerne, som frederikshavnerne er blevet kendt som, var da også mere end tændte forud for kampen.

- Det er en helt vildt stor oplevelse. Det bliver pisse fedt. Jeg glæder mig helt vildt meget, og jeg kan næsten ikke vente med at komme ud og spille, siger Christoffer Marcussen der er angriber for Nordstjerneskolen.

På lægterne er cirka 400 fans fra den frederikshavnske skole klar til at heppe på kammeraterne.

- Det ser rigtigt godt ud. Vi føler os klar til at spille kampen. Vi glæder os helt vildt meget, og drengene er sat op. Og vi glæder os til at se vores tilskuere, der kommer fra Frederikshavn og se den opbakning, de kommer med, siger Michael Thomsen, der er træner for Nordstjerneskolens fodboldhold.

TV2/Nord følger kampen onsdag eftermiddag, og du kan se en reportage fra kampen i nyhedsudsendelsen 19.30.


Seneste nyt

fra Nordjylland