Nørresundby Bank-aktionærer siger ja til opkøb

En foreløbig optælling viser at aktionærerne i Nørresunby Bank nikker ja til at blive opkøbt af Nordjyske Bank.

Kort inden den ekstraordinære generalforsamling i Nørresundby Bank gik i gang torsdag aften, offentliggjorde banken i en fondsbørsmeddelelse at en foreløbig optælling af aktionærernes stemmer viser, at man accepterer bejleren Nordjyske Banks købstilbud.

Nordjyske Bank tilbyder 335 kroner og en aktie i Nordjyske Bank for hver aktie i Nørresundby Bank. Det beløber sig i Spar Nords tilfælde, banken ejer over 50 procent af aktierne, til omkring 800 millioner kroner.

Dermed er der nu kun afstemningen på aftenens ekstraordinære generalforsamling om at ophæve aktionærernes stemmeloft, der mangler før Nordjyske Banks opkøb af Nørresundby bank kan blive en realitet.

Spar Nord oplyste tirsdag at man bakkede op om salget. Den udmelding kom, da banken havde sikret sig aftagere af de 13,6 procent af aktierne, man ville have på hånden efter et salg. Banken fortalte at køberne var knap 10 professionelle investorer og senere tirsdag offentliggjorde Nykredit, at de var aftagerne på godt en tredjedel af Spar Nords kommende aktiepost.

Nordjyske Bank vil fredag sammen med meddelelse om hvordan man arbejder videre med købstilbuddet offentliggøre det samlede antal modtagne accepter.

Herefter forventer man at kunne underskrive en fusionsplan 1. marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland