Norwegian opruster stort efter flykrak

Lavprisselskabet Norwegian vil sætte nye fly ind med afgang fra Københavns Lufthavn til blandt andet Aalborg Lufthavn. Der er brug for nye fly og flere hundrede ansatte.

Norwegian smeder, mens jernet er varmt. Inden for det samme døgn, som flyselskabet Sterling gik konkurs, er det norske selskab nu parat med en stor satsning med base i København.

- Vi får brug for 8-10 helt nye fly og op til 300 stewardesser og piloter. Sterling har sikkert et godt personale, og de er velkomne til at søge ind hos os, siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos på et pressemøde onsdag.

Direktøren slår fast, at man ikke har overtaget eller købt noget af Sterling.

- Vi har ingen aftaler med Sterlings konkursbo, siger Bjørn Kjos.

Selskabet selv har omkring en milliard norske kroner til satsningen - og man er parat med 11 nye ruter. Den første lyder startskuddet til den 6. november - og det bliver tre daglige afgange mellem Aalborg og København. Senere vil flyveprogrammet blive udvidet til at omfatte mere af Europa.

/ritzau/