NT afviser handicappet

Nordjyllands Trafikselskab forhindrer en handicappet studerende fra Frederikshavn i at uddanne sig. Han må ikke komme med bussen til og fra Aalborg hvor han studerer.

Søren Meinertz er spastisk lammet i benene og afhængig af at få sin minicrosser med bussen til Aalborg tre aftener om ugen.

Men siden han begyndte på studenterkursus i Aalborg er han blevet afvist i bussen flere gange.

I et tilfælde blev søren Meinertz nødt til at overnatte på busterminalen i Aalborg, fordi han ikke kunne komme hjem med bussen.

- Jeg lagde mig på en bænk med min jakke over mig og så holdt jeg i min taske, for at den ikke skulle blive stjålet, fortæller Søren Meinertz

I næsten to måneder har han mailet frem og tilbage med NT og Arriva om problemet. Og Meinertz skaffede endda en mindre minicrosser fordi en leder i NT skrev at det var der skulle til. Men første gang han forsøgte blev han afvist og overfuset af chaufføren.

- Det er en trælse situation at være i. Jeg ved jo ikke om chaufføren på manddag bare nægter mig adgang igen på trods af at jeg har en crosser der opfylder kravene.

Direktør i NT, Christian Roslev beklager overfor TV2/NORD og vil mandag mødes med Arriva s direktør, for at finde en løsning. Han mener at NT har forsøgt at hjælpe Søren Meinertz, men der er nogle regler om fastspænding der er uklare.

- Det er en trælse situation. Så tilbuddet er at han på mandag kan tage en taxa på vores regning, hvis han ikke kommer med. Så skal vi hurtigst muligt have fundet en løsning. Det tror jeg vi kan, siger direktøren


Seneste nyt

fra Nordjylland