NT siger farvel til nattillæg og SMS-billetter
Foto: Nordjyllands Trafikselskab (arkiv)
Slut med nattillæg i busserne og goddag til app og webshop.
Den 11. november siger Nordjyllands Trafikselskab farvel til udskældt nattillæg og SMS-billetter, der let kunne snydes med.
Tiden er løbet fra SMS-billetter i busserne, og der var reelt forskelsbehandling på de kunder, der slap for at betale nattillæg, og dem, der måtte til lommen.
Derfor afskaffes begge dele den 11. november. Det oplyser Nordjyllands Trafikselskab.
I 1990’erne introducerede NT natbusserne og med dem nattillægget på 22 kr. Nattillægget blev indført for at udligne en del af de ekstra omkostninger, som natbusserne førte med sig. I dag er det dog langt fra alle kunder, der betaler nattillæg.
- Da vi introducerede rejsekortet, valgte vi samtidig, at rejsekortkunder ikke skal betale nattillæg. Det manglende nattillæg var en del af en prisstruktur, der tilsammen udgjorde et stort incitament for nordjyderne til at anskaffe sig et rejsekort. Og det er lykkes. I dag har mere end 120.000 nordjyder over 12 år et rejsekort, udtaler Mette Henriksen, chef for kunder og salg hos Nordjyllands Trafikselskab.
Det faktum gør til tider arbejdet vanskeligt for chaufførerne, der oplever, at de skal forskelsbehandle kunderne. Køber kunden en kontantbillet, skal der betales nattillæg, og rejser kunden på rejsekort, er det bare at checke ind og nyde turen – uden at betale et ekstra tillæg.
- Et andet vigtigt argument for at afskaffe nattillægget er, at en meget stor del af vores lejlighedsvise kunder ofte møder den kollektive trafik første gang, når de tager natbussen hjem. Det er vigtigt for os, at vores kunder får en positiv oplevelse, og det inkluderer også prisen. Med afskaffelsen af tillægget vil vores lejlighedsvise kunder opleve, at det er billigere at benytte den kollektive trafik, end de troede, og dermed er der en god chance for, at de vender tilbage, uddyber Mette Henriksen.
SMS-billetten blev indført i 2010 under mottoet ”Så nemt at selv din bedstemor kan finde ud af det”. Lanceringen af SMS-billetten var begrundet i, at NT ønskede at fjerne kontanterne fra bussen. Og sms- billetten er nem at bruge, men den populære billet har også sine bagsider.
- Først og fremmest er den vanskelig for chaufføren at kontrollere. Dernæst oplever vi desværre, at der snydes med sms-billetter på en måde, så de kunder, der har snydt, i mange tilfælde er blevet meldt til politiet for dokumentfalskneri. En alvorlig ting, som kan have store konsekvenser for den enkelte kunde. Og uanset at det er ulovligt at stige på bussen og toget uden gyldig billet, så er der ingen af vores kontrollører, der nyder den del af arbejdet, siger Mette Henriksen.
Fremover skal kunderne bruge NTbillet.dk og billetapp'en 'NT Billet'.