NT vil overtage den regionale togdrift

DSB's planer om at indsætte ældre og ringere tog i det nordjyske, får nu Nordjyllands Trafikselskab til at gå i offensiven.

NT håber på, at de kan overtage al regional jernbanedrift i det nordjyske fra togmastodonten DSB.

- Vi mener, at det materiel, DSB stiller til rådighed for nordjyderne, er i for ringe forfatning, og der er kun udsigt til, at det bliver dårligere, fortæller administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner, Preben Vestergaard.
 
Derfor går Nordjyllands Trafikselskab, der ejer 90 procent af Nordjyske Jernbaner, nu efter, at få styringen over de nordjyske skinner.

- Jeg er sikker på, at vi kan løfte servicen og give nordjyderne en bedre kvalitet, end den de får nu, udtaler Thomas Kastrup-Larsen (A), der er bestyrelsesformand i NT.

Nordjyllands Trafikselskab vil tage kontakt til DSB, der har kørselskontrakten på de nordjyske skinner lige nu, for at høre, om der er mulighed for at styre den regionale togdrift, men togmastodonten vil indtil videre ikke give køb på sin banehalvdel.

- Det er ikke noget, vi overvejer i vores samarbejder, fortæller chef i DSB's Trafikplanlægning, Ove Dahl Kristensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland