Nu bliver nordjyske betjente sendt til grænsen
Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)
Torsdag er et antal betjente fra Nordjyllands Politi blevet sendt til grænselandet for at assistere Syd- og Sønderjyllands Politi med den midlertidige grænsekontrol.
Mandag bekendtgjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) at Danmark indfører midlertidig grænsekontrol ved grænsen til Tyskland.
Onsdag fik Nordjyllands Politi så anmodning fra Rigspolitiet om at assistere Syd- og Sønderjyllands Politi med at opretholde kontrollen. Betjentene rejser - eller er allerede rejst - mod grænselandet torsdag. Det oplyser politiinspektør Marianne Vestergaard-Lau til TV2 Nord.
Politiinspektøren vil ikke fortælle hvor mange betjente Nordjyllands Politi afgiver til grænsekontrollen og vil heller ikke sige noget om, hvor lang tid, politiet er blevet bedt om at afgive personalet.
- Men jeg kan sige, at vi finder kompetencerne bredt i organisationen, så det er både betjente fra lokalpolitiet og fra hovedstationen i Aalborg, der tager af sted, fortæller hun.
Hun vil ikke udtale sig specifikt om hvilke afdelinger, der i en periode nu skal køre for nedsat kraft, men hun garanterer at det ikke vil påvirke det daglige beredskab - altså patruljerne på de nordjyske gade og veje.
Vi kan servicere borgerne i det omfang, vi normalt gør og som vi er forpligtiget til
- Så vi kan servicere borgerne i det omfang, vi normalt gør og som vi er forpligtiget til, lyder det fra Marianne Vestergaard-Lau.
Fællestillidsmand i Nordjyllands Politi Jens Jørgen Møller Nielsen vurderede tirsdag overfor TV2 Nord, at Nordjyllands Politi vil undvære de berørte betjente i en længere periode.
- Jeg gætter på, at indsatserne ved grænserne varer ved. Det er ikke noget, der kun varer de her 10-30 dage, hvor den midlertidige kontrol skal stå på. Jeg tror, det bliver længere tid, sagde Jens Jørgen Møller Nielsen.