Nu er lægerne på vej til Nordjylland
Foto: Hedegaard
Mille Mosegaard får tillykkekys af sin forlovede efter veloverstået eksamen, hvor hun scorede et 10-tal.
Den første årgang af læger uddannet i Nordjylland havde i dag deres afsluttende eksamen på Aalborg Universitet.
De første læger uddannet i Nordjylland nogensinde står snart klar til at afhjælpe lægemanglen i landets nordligste region. I dag og i morgen går den første årgang af medicinkandidater fra Aalborg Universitet nemlig til deres afsluttende eksamen og en af dem, der i dag fik eksamensbeviset var Mille Mosegaard.
Hun bliver dermed en af de i alt 21 læger, der i denne uge bliver uddannet fra Aalborg Universitet. Og ligesom de fleste andre på hendes uddannelse har hun planer om at slå sig ned i Nordjylland. Og at få de nyuddannede til at blive i Nordjylland var netop et af målene med at få en lægeuddannelse til Nordjylland.
- Der mangler praktiserende læger, og der mangler læger på hospitalerne her i Nordjylland. Det her er første skridt på vejen til at løse det problem. Vi har jo fået lov at uddanne 100 nye læger om året, og vi håber, at ministeren vil give os lov at uddanne 150 om året, og så vil det helt sikkert slå igennem i forhold til at løse den her problemstilling, siger dekan på Det Sundhedsfaglige Fakultet på Aalborg Universitet, Lars Hvilsted Rasmussen.
Milles afsluttende eksamen foregik i Lægehuset i Sulsted, hvor hun modtog en patient med dårligt knæ. Det klarede hun så godt, at hun scorede et 10-tal.
Lægeuddannelsen på Aalborg Universitet optog de første 50 studerende i 2010 efter en længere debat om blandt andet lægemangel i Nordjylland. Sidste år fik universitetet tildelt yderligere 50 studiepladser, men hvis antallet af medicinstuderende skal svare til regionens andel af befolkningen, skal det op på 150 studerende om året.
Nu er de første nye læger så på vej, omend det nok må forventes, at der går en smule tid endnu, inden lægemanglen i Nordjylland er fuldstændig løst.
- Hvis vi kan få lov at uddanne 150 læger om året, så vil jeg tro, at vi i løbet af ti år kan have løst problemet, siger Lars Hvilsted Rasmussen.
Mille Moesgaard er en af de tre unge læger som TV2 Nord fulgte i serien De Nye Læger.
Du kan se afsnit 1 herunder og resten af serien ved at klikke HER.