Nu kan du igen ringe til sygehuset

Den netværksfejl, der tirsdag morgen lukkede de nordjyske sygehuses telefoner og hjemmesider ned, er nu fundet.

Nu er det igen muligt at komme i kontakt med de nordjyske sygehuse.

Den fejl, der tirsdag fik både telefoner og hjemmesider til at bryde ned, er nu lokaliseret, og systemet er stærkt på vej tilbage. Hjemmesiderne er oppe at køre igen, og de fleste telefonlinjer er også åbne.

- Det kan være at enkelte telefonlinjer hakker lidt, så folk skal stadig være tålmodige, siger Erik Hagen Jørgensen, der er kommunikationschef ved Region Nordjylland.

Han fastslår at alle systemer burde være helt oppe at køre igen om kort tid, men kan ikke forklare den nærmere årsag til nedbruddet.

Telefoner, hjemmesider og sygehusenes interne systemer brød ned natten til tirsdag mellem klokken tre og fire. Tirsdag morgen har regionens personale knoklet for at finde fejlen, og det er nu lykkedes.

Fejlen betød, at personalet på de nordjyske sygehuse måtte arbejde under et nødberedskab ligesom patienterne kun kunne kontakte sygehusene og regionen gennem et nødnummer.


Seneste nyt

fra Nordjylland