Nu kommer der mere regn: Beredskabet er maksimalt klar
Onsdag gik flere åer over sine breder på grund af store mængder regn. Fredag melder prognoserne om endnu mere regn.
Først var der melding om snestorm, nu truer store mængder regn i stedet fredag.
... igen, bør man sige. For onsdag var der også meldinger om kraftig regn, og flere steder blev regnen så kraftig, at åer gik over sine breder.
Hos Nordjyllands Beredskab forløb onsdagen dog ganske fredeligt, selvom de var forberedt på regnfulde opgaver.
- Vi er klar, og vi har forberedt os maksimalt, men vi har heldigvis ikke haft brug for det endnu, siger beredskabschef, Per Vedsted.
Nu skal det vise sig, om forberedelserne bliver relevante fredag.
Hos beredskabet forbereder man sig blandt andet på pumpe- og inddæmningsopgaver, og der kan bliver brug for dem mange steder.
Er der nogen områder, I holder særligt øje med i forhold til regn?
- Nej, det er der faktisk ikke, for der er så mange steder, man skal være opmærksom i de 11 kommuner, vi dækker. Kommunerne har opmærksomhed på de enkelte områder og laver tiltag for at forebygge oversvømmelser, siger Per Vedsted.
Se videoen af nogle af de steder, der var udfordret af regn onsdag:
Og vandet kan blive lidt af en udfordring, hvis man først bliver rigtig ramt af det.
- Det, der er udfordringen, når det er vand, er, at vi ikke kan gøre så meget, mens det står på. Det er faktisk bagefter eller helst før, man skal lave nogle tiltag, der gør, at man ikke bliver ramt af vandmasserne, siger Per Vedsted.
Som boligejer kan man selv forberede sig, hvis man frygter, at de store mængder regn kan være til skade. Per Vedsted forklarer, at man kan gøre meget og foreslår, at man kan få renset kloakker og tagrender, hvis der er noget i dem, og hvis man har en kælder med udluftning, kan man lukke for det.
Hvis man bor lavt og gerne vil afskærme for vandet, kan man hos Nordjyllands Beredskab hente sandsække, som man selv skal fylde med sand. På den måde kan man bygge en afskærmning som lettere kan flyttes igen.
Og skulle uheldet være ude, kan man vide sig tryg.
- Vi er altid klar 365 dage om året, siger Per Vedsted.