Nu sættes elgene fri i Lille Vildmose
På torsdag bliver elgene sluppet løs i Lille Vildmose
Fem elge bliver på torsdag lukket ud i Lille Vildmose, hvor man fremover kan være heldig at opleve dyrene.
Siden november sidste år har fem elgkalve i Lille Vildmose gået i et mindre, indhegnet område af mosen. Nu er tiden kommet til at lukke elgene ud i det 21 kvadratkilometer store Mellemområde, hvor de sammen med bestanden af krondyr vil indgå som naturplejere af mosens naturlige økosystem. Dermed bliver det også muligt for besøgende at fange et glimt af elgene.
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen glæder sig til at følge elgens videre færden.
- Vi kan se, at elgene i Lille Vildmose trives og har det godt. Nu bliver det spændende at se, om de kan klare sig selv, når de kommer ud i Mellemområdet. De er jo stadig ikke ret gamle, og vi betragter dem endnu som små novicer, der skal lære at stå på egne ben. Selvom vi endnu ikke ved, hvornår elgene vil gå ud i Mellemområdet, så glæder det mig, at besøgende nu endelig har muligheden for at opleve elgene i mosen, siger han i en pressemeddelelse.
Gæster i Lille Vildmose har mulighed for at køre i bil ind i Mellemområdet, og den bedste anvisning, hvis man gerne vil se dyrene, er, at køre stille og roligt rundt i Mellemområdet. Skulle man være heldig at få øje på en elg, så lyder opfordringen, at man skal blive i bilen. Det fortæller driftsleder ved Aage V. Jensen Naturfond, Jacob Skriver.
- Skulle man være heldig at få øje på en elg, så opfordrer vi til, at man bliver i bilen. Dyrene vil nemlig højst sandsynligt blive forskrækkede og løbe væk, hvis man stiger ud af bilen. Elgene skal med tiden kunne føle sig trygge ved, at biler og mennesker opholder sig på vejene. Derfor opfordrer vi alle til at vise hensyn til dyrene, forklarer Jacob Skriver.
Der er etableret i alt fem såkaldte fæ-riste samt lige så mange hestevognslåger ved indfaldsvejene til Mellemområdet. Disse sikrer fri adgang for besøgende i området samtidig med, at elge og krondyr holdes inde i området.